søndag den 2. juni 2013

Hvorfor Brasilien?

Hej igen.

Jeg har ikke lige fået skrevet på bloggen, da jeg har haft en masse ting at se til her i maj. Men nu skal jeg nok begynde med det første indlæg, som vil handle om forklaringen til hvorfor, jeg har valgt Brasilien som værtsland.

Jeg har i mange år vidst, hvad det betød at være udvekslingsstuderende. Det var dog først foråret 2012, at det virkelig gik op for mig, hvad det alt sammen indebærer. Det var en person, fra min daværende håndboldklub, som var et år på udveksling i USA. Jeg var ven med personen på Facebook, og dermed kunne jeg følge med i hendes år. Jeg blev helt fanget, og blev bare så opsat på det - jeg var helt sikker på, at ville til USA helt indtil august 2012, hvor jeg virkelig fik øjnene op for det, og gik i gang med at researche meget grundigt på både destinationer, organisationer, værtsfamilier, og alt det. På daværende tidspunkt, besluttede jeg mig så, efter gennemgang af destinationer, at jeg ville til enten Australien eller Brasilien.

Grunden var egentlig, at USA ikke længere sagde mig noget, og jeg synes mere eksotiske destinationer, som ligger langt væk, lød mere tiltrækkende. Australiens og Brasiliens klima havde også stor betydning for mit valg, da jeg nyder et behageligt klima, fordi jeg elsker udendørs aktiviteter og gerne vil prøve mere inde for sejlsport - hvilket begge lande jo har masser af. Dog var det, der talte mest nok begge landes livsglæde og imødekommenhed. Jeg vil selv sige, at jeg er nede på jorden, men bestemt også har masser af energi, og er en livsnyder, mht. rejser, opdagelser mm. Så, selvfølgelig passede Australien og Brasilien perfekt til mig! Masser af muligheder for udendørsaktivitet, landene er kendt for at være livsnydere og der er samtidig en masse opdagelser at gøre.

Men jeg skulle jo tage valget på et tidspunkt. Jeg vil gerne indrømme, at det var en lang og svær proces. Det var på ingen måde nemt, og jeg vil gerne påpege, at det tog over et halvt år, før jeg besluttede mig. De 6 måneder indeholdt mange deltagelser i informationsmøder, læsning af blogs, artikler, bøger, samt samtaler med tidligere og nuværende udvekslingsstudenter og meget, meget mere.

Der var specielt én begivenhed, som gjorde et enormt indtryk på mig, nemlig et informationsmøde hos Explorius vedr. et år i Brasilien. Værten til dette møde var Antonio fra Brasilien, som jeg formoder er et slags overhoved fra Explorius' samarbejdspartner i Brasilien, Via Mundo. På daværende tidspunkt havde jeg rent faktisk besluttet mig for at tage til Australien - men vi fik en mail fra Explorius dagen før mødet, om vi ikke ville deltage i mødet, da de jo tidligere havde observeret, at jeg overvejede Brasilien. Der var kun én anden elev udover mig til mødet, men der var flere forældrepar. Derved blev det til et meget personligt møde - Antonio var meget personlig, og spurgte flere gange ind til mig og den anden elev. Derudover snakkede han ellers bare om (fantastiske) Brasilien og Sao Luis (som er byen, man bliver placeret i).
Det var min mor og jeg, der deltog i mødet. Vi var begge fuldstændig solgt og helt oppe at køre, da vi kørte hjem i bilen på den mørke, kolde og ellers kedelige vinteraften.

Siden da, har jeg været sikker på at vælge Brasilien som værtsland. Jeg var til interview hos Explorius (som er tidspunktet, hvor man enten bliver godkendt eller afvist) i starten af april, og der blev jeg gudskelov godkendt! Jeg var så glad. Vi skrev et par dage efter papirerne under, så nu er jeg sikker på, at skulle afsted til Brasilien i 2014-2015!

Nu har jeg skrevet en masse detaljer om hvordan, jeg præcis valgte Brasilien - men ikke helt hvorfor. Så mere overordnet, vil jeg påpege de mest væsentlige faktorer:
Jeg ELSKER at rejse (jeg gør det også meget), jeg elsker at opleve nye kulturer, møde nye mennesker, se hvordan andre dele af verden er, prøve nyt mad osv. Personligt mener jeg alt dette er meningen med livet, og jeg har også tænkt mig at min uddannelse længere henne i livet skal indebære internationale sammenhænge, hvor man kan rejse samt samarbejde internationalt. Samtidig skulle Brasilien jo bestå af intet mindre end det mest åbne, varme, og gladeste folkefærd - det er da umuligt, ikke at elske sådan et land og sådan en kultur :)

Nu er der bare en masse ventetid, indtil omkring september måned, hvor at jeg vil få tilsendt selve ansøgningspapirerne. Men det skal nok gå hurtigt, da der jo snart er sommerferie, hvor tiden sædvanligvis går hurtigere end normalt.

Jeg skal nok skrive snart, hvorfor jeg har valgt at blive udvekslingsstudent sådan mere generelt set.

Tchau :)