Uge 16 - Carolina

Rejsen til Carolina med de andre udvekslingsstudenter var fantastisk, og de 5 dage, har uden tvivl været de bedste i mit ophold i Brasilien. De har været nogle, jeg virkelig har set frem til i de lidt sværere tider, og hvor har det bare været al ventetiden værd. Udover at se fantastiske vandfald, grotter, regnskov osv., er jeg blevet endnu tættere med min lille udvekslingsfamilie. Hvis nogle, der tilfældigvis skal med Explorius til Brasilien engang, læser det her, så tag for Guds skyld med på denne her tur. I fortryder ikke.

Jeg har ikke tænkt mig at bøvle for meget med at beskrive hvad vi har lavet på skrift, da jeg egentlig ikke ser så meget grund til det - vi alle synes jo det er sjovere at se billeder/videoer. Jeg er lidt doven, og da min danske veninde Nynne har lavet en fantastisk video om vores tur, føler jeg godt, jeg bare kan nøjes med at dele den her. Jeg synes den fanger stemningen og de sindssygt flotte stedet rigtig godt, så nyd den endelig!

Jeg har glemt min oplader hos min ven, og har stadig ikke fået den, så der kommer nok ikke til at komme indlæg lige foreløbig. Bruger lige nu de sidste, dyrebare procent batteri på min computer, så værdsæt det lige en ekstra gang ;)

Carolina 2014
(tryk på linket)

Uge 14 - Valg og brændende busser

Fulgte I med i valget i Brasilien, som lige er overstået? Godt, nej - jeg tror jeg var omtrent lige så uvidende som jer, om at der overhovedet var valg. Det er faktisk løgn, for lige siden jeg ankom for 3 måneder siden, har der kørt de mest irriterende biler rundt, for at reklamere for de utrolig pålidelige brasilianske politikere. Her sender de ikke debatter i tv'et, for at sprede budskabet om at stemme på dem - nej - de sender biler rundt, med de største højtalere, og spiller øredøvende høje brasilianske sange, som er skrevet til kandidaterne... Det er ikke lige det fedeste, når man sidder i trafikproppen, kl 6.30 i en varm og proppet bus. Men at reklamere skal de vel have lov til! Det går op for mig, jeg faktisk ikke har fået taget nogle billeder af de biler - men mon ikke, jeg kan finde et på nettet. Ellers må I forestille jer det- egentlig bare en bil klastret til med plakater af kandidaten og med store højtalere på toppen. Ét billede har jeg dog - ikke så godt - men det flød OVER ALT med de her tæt på valgstederne, den dag der var valg... miljøvenligt.

Det her over alt i byen, og så bare meget mere

                                                

Men altså. Mine kære brasilianere, jeg befinder mig med hver dag, har skam ikke interesseret sig mere for valget, end jer. Det eneste, jeg hører, når jeg spørger hvorfor, de ikke interesserer sig mere for det - så er svaret meget enkelt: Hvorfor støtte op om nogen af dem, når de alligevel stjæler og er så korrupte? Jeg forstår dem faktisk sagtens. At det faktisk er ulovligt ikke at afgive sin stemme til valget her, og at det ligeledes ikke er muligt at stemme blankt, viser ret meget synes jeg. En anden sjov ting er, at al salg af alkohol, dagen før og dagen valget finder sted, er forbudt i min stat (jeg ved ikke med de andre). Jeg gik ud fra, at det var fordi, de ikke vil have, at folk kom påvirkede ind og stemte - fordi det store antal af misbrugere og det faktum, at alle skal stemme, hænger jo ikke helt sammen. Jeg forstod det ikke helt, før vi tog i supermarkedet, og jeg lagde mærke til, at alkoholafdelingen var afspærret. 

så fint afspærret

Det er faktisk utrolig spændende, at befinde sig i et samfund, så anderledes, med sådan en korrupt regering. Det er jo noget, man læser om i avisen, hjemme i lille, trygge Danmark - men jeg får muligheden for at være midt i det hele, og opleve det. 

Her for tiden har transporten rundt i Sao Luis været noget besværlig - af den spøjse grund, at der render 20 fængselsfanger (som så er sluppet ud af fængslet) rundt i byen, og sætter ild til busserne, som en slags protest. Lyder det ikke bare rart? Jeg har ikke selv været ude for noget, men en af busserne, der blev sat ild til, var i det nabolag, hvor jeg bor. Super betryggende - de her busser kører jeg altså med hver dag, flere gange. I tænker nok - amen hvor mange er så døde? 'Heldigvis' gør banditterne sådan, at de først beordrer alle ud, og derefter sætter ild til busserne. Der er dog vist en buschauffør samt en lille pige som er døde, pga. forbrændinger og røgforgiftning. Det eneste jeg har set med hensyn til alt det her, er en bus, som allerede var blevet brændt - og som blev kørt væk fra gaderne. Jeg kunne ikke tage de bedste billeder, da jeg stod ude foran terminalen og ventede på en taxa, da busserne selvfølgelig ikke kørte... Så det var super farligt, jeg burde ikke tage min telefon frem, men to snigbilleder kunne det godt lige blive til.

Lidt sløret

En af mine venner sendte mig det her billede, som siger 'lad være med at brænd mig'. Egentlig bare for at vise jer, hvordan busserne hernede normalt ser ud, når de ikke er brændt..

Næsten de samme billeder, men nu får I bare begge

Et billede af en brændt bus i min by taget ud af en netavis.

Et til fra en netavis

De her hændelser, siger lidt om sikkerheden i min by sådan mere generelt set. Og nej, den er ikke helt ideel. Det er faktisk sådan, at Rotary (en anden organisation) udvekslingsstudenter i min by, slet ikke må tage busserne, simpelthen af den grund, at det er for farligt. Det måtte de heller ikke før, de begyndte at sætte ild til dem. Nogle af udvekslingsstudenterne med min organisation må heller ikke, men det er fordi deres værtsfamilier siger, de ikke må. Jeg bliver nødt til det, da min familie ikke har bil. Jeg ser mange, mange ting hernede, som jeg aldrig ville se i Danmark. Specielt de meget omtalte 'drogados' - junkies - altså folk der er afhængige af stoffer - er dem, jeg mærker mest. Fordi jeg er høj og lyshåret (i følge brasilianere), kommer de tit hen til mig, for at presse på. Lyshårede personer hernede, betyder penge, og så enkelt er det. Nogle gange er de tiggere, andre gange er de mere nærgående, og det er godt nok ubehageligt. Det er ikke unormalt, at de f.eks. hiver i min taske. Alt dette, er bare noget jeg må vænne mig til - fordi busserne bruger jeg meget, og de er ikke helt ufarlige. En lille notits: Jeg er (endnu) IKKE blevet røvet, overfaldet mm. Det ville dog ikke undre mig, hvis det skulle ske... Men jeg tager ikke sorgerne på forskud.

Overskriften på lokalavisen i min by. 11 dage - 28 drab.
Siger det ikke lidt?

Ja, jeg siger jo, jeg hele tiden ser ting, man aldrig ville se i Danmark. Meget af det får jeg jo ikke fanget på billede - men et eksempel, lige så fint, er denne meget udmagrede hest, som vi så ligge på fortovet, midt om natten, på vej hjem fra fest. Der var altså ingen ejer eller noget.

Ikke lige hvad man ser på gaden i DK

Det obligatoriske - JEG HAR FÅET EN PAKKE. Dog en lille en af slagsen, men jeg tror ikke, I forstår, hvor meget de her 3 poser slik og ene bar chokolade, virkelig er værd for mig. Der er gået 4 dage nu, og jeg har endnu ikke åbnet noget af det. Tør simpelthen ikke. Der er blevet sendt 4 pakker til mig - den første for to måneder siden. Det her var nummer 3, men de to første er stadig ikke kommet..

Vi tager tit på stranden om aften, ofte bare for at gå tur, eller lignende. Altid rart og flot. Stranden er et af de sikreste steder i Sao Luis, spørg mig ikke hvorfor..

I dag er torsdag, og lørdag morgen kl. 05, skal jeg være i lufthavnen. Hvorfor? Jo, jeg skal da på en lille rejse med alle mine andre elskede udvekslingsstudenter! Vi skal til syd i vores stat (Maranhao), et naturområde kaldet Carolina. Super flot skulle det være - men jeg glæder mig egentlig bare til at tilbringe 1 uge, med de personer, jeg holder så fandens meget af. Der findes intet bedre end udvekslingsstudenter, så er det sagt.

Jeg vil nyde min ferie - og så må I i Danmark nyde jeres efterårsferie ekstra meget. Nyd det koldere vejr, nyd hyggen, og nyd jeres DYNER - I aner ikke hvor meget, jeg savner min.

Até a próxima

Uge 12 - Skole og dansk middag

Den brasilianske skole bliver jeg også nødt til at komme ind på. For at være mere præcis, er det gymnasiet - på portugisisk 'Ensino Médio'. Jeg har nu gået i det brasilianske gymnasium i to måneder, og før jeg begynder at beskrive: HVOR ER VI BARE HELDIGE MED DET DANSKE SKOLESYSTEM.

Jeg ved ikke helt hvor jeg skal begynde, så jeg kan vel starte med at beskrive en helt normal skoledag. Jeg står op cirka kl. 5.20, da jeg skal være ude af huset klokken 6, for at tage bussen, der er propfyldt, og tager cirka 45-60 min i den sindssygt dårlige trafik, der er her. Så er jeg på skolen ca. kl. 7, og timerne starter kl 7.15. Det er sådan, at vi på min skole, har en 'forhal', og så går der en trappe op, hvor man kan 'gå af' ved tre forskellige etager. Man skal blive i denne forhal, indtil klokken ringer kl. 7.15, og man må først gå til sin klasse der. 'Klokken' her er forresten musik, som skifter uge for uge. Sidste uge var det Pokemon sangen på portugisisk, og andre uger er det amerikansk musik osv. - egentlig en meget sjov ting, men lidt underligt. Her er det ligesom i Danmark - man har én klasse, som man følger i alle fag, og man bliver i det samme lokale hele tiden. At man ikke må gå til sin klasse før 7.15, fører til lidt af et kaos, når alle skal op af den smalle trappe på samme tid.

Kæmpe kaos, sådan er det hver gang vi møder ind, til frikvarter og når vi har fri

Så snart man træder ind i klassen, begynder de 6 ulidelige timer. I Brasilien er der ikke nogen form for aktiviteter i skolen, der er absolut nul mulighed for, at en elev kan afbryde læreren i de 45 minutter, han/hun snakker. Jeg har ikke prøvet én eneste lektion, hvor det ikke foregår sådan, at læreren skriver på tavlen, snakker, og eleverne skriver ned i mens. Om og om igen. Hold da op, hvor jeg føler, at jeg sidder i 6 timer, og faktisk bliver dummere. Altså nok mest af alt, fordi jeg ikke forstår en pind af hvad læreren siger, pga. sproget og det faktum, at de snakker så hurtigt 45 minutter i træk. Der er dog ikke meget respekt for læreren, og de er egentlig lidt ligeglade, så længe man ikke snakker. Det har jeg udnyttet godt af - jeg både får indhentet en masse søvn i skolen, får læst i nogle danske bøger, og ikke mindst skrevet lidt med dem derhjemme, da tidsforskellen jo er oplagt til, at jeg skriver til dem om morgen. Det er ikke kun mig, der er sådan en slacker - det er faktisk de fleste, der ligger og sover i 44 min, for derefter at bruge 1 minut på at tage et billede, af hvad læreren har skrevet på tavlen. 

Soveeee

Her i Brasilien, er det også obligatorisk med skoleuniform. Jeg har personligt intet problem i det, specielt da min skoles ikke er slem - bukserne er lidt grimme, men de er tynde og luftige, og det er virkelig det vigtigste i den her hede. Jeg har været lidt forvirret, da man kan købe sådan 4-5 forskellige t-shirts, og om fredagen må man tage sine egne bukser på (tror jeg?). Jeg synes ikke rigtig, det lever op til princippet om, at alle skal ligne hinanden.. Men jeg har tænkt over, det nok er for at skjule den kæmpe forskel, der er på rig og fattig, og det lykkes jo egentlig med den her ordning, og så ser man heller ikke total hæslig ud, som man gør med andre skoleuniformer rundt i verden. 'Uniformen' består kun af bukser og t shirt - sko kan man selv bestemme (heldigvis!!). Jeg er faktisk lidt glad for, at vi har den her skoleuniform, for det er simpelthen dejligt at stå op og ikke tænke over hvad man skal have på - og jeg tør ikke at tænke på, hvor meget mere jeg ville stikke ud med min europæiske tøjstil, haha...

Min skole'uniform'

Noget af det, der virkelig har overrasket mig mest ved skolen, er lærer/elev forholdet. Hold da op. Samtidig med, at eleverne nul respekt over for lærerne har, så er det stadig lige så absurd for mig nu, at de gamle, tykke mænd hilser på de små søde skolepiger med et stort, svedigt knus og kys. Det er ikke noget, pigerne finder frastødende - den dejlige seance går skam begge veje. Lige så normalt er det, at lærerne går over og ager pigerne i håret, og siger 'meu amor' (min skat), osv. Mht. drengene, så er det et venneforhold, hvor læreren også opfører sig som en på 16. Det ironiske i alt det her, er bare, at lærerne faktisk ikke kender elevernes navne, siden der er ca 35 elever i hver klasse. Jeg tror faktisk, at de bruger 'meu amor' så meget, fordi de ikke kan huske navnene. Hahahaha! 

Vores klasselokale. Vi sidder i en slags hestesko, men med 2 rækker. Og ja, det er utrolig mange elever i sådan et lille lokale..

En anden ting, er de unge brasilianeres opførsel. Hold da op. Det overrasker mig stadig, hvordan de kan gå fra at være luddovne, som vist lidt længere oppe på et billede, til at rende rundt og skrige og råbe. Jeg vil lige påpege, at de helt klart størstedelen af tiden er som sidstenævnt. Hold da op, jeg ved ikke hvor de finder energien fra, og jeg går næsten hjem med hovedpine hver dag efter skole. 35 råbende elever i ét klasselokale er altså ikke helt oplagt, kan jeg godt fortælle. Jeg synes virkelig det er for meget, men de forstår ikke, at vi udvekslingsstudenter bare ikke lige har lyst og er vant til at skrige og klappe for fuldt kraft uden grund, og derfor opfatter de os generelt som triste og sure. Hvor jeg egentlig bare savner, at sidde ned og snakke stille og roligt i et frikvarter. Derudover gør de helt vildt meget ud af fødselsdagene hernede, også i skolen. Der bliver købt kage, snacks, sodavand og så får den også fuld skrue for sangene og larmeriet i frikvarterne.

Flot opsætning

Alle vil have kageee

Hvorfor ikke et fællesbillede... Hahahah det ligner virkelig meget min arm, der laver en tommelfinger, men det er en andens. Jeg står øverst til venstre

Som jeg tidligere har skrevet om, havde min danske ven Magnus' søde familie ladet mig bo hos dem, indtil min organisation fandt en ny familie til mig. Det skulle de selvfølgelig have et tak for - så udover den store æske chokolade, jeg købte til dem, aftalte Magnus og jeg også, at vi skulle lave en dansk middag for dem. Sådanne ting, er et større projekt hernede, da det jo kræver indkøb, at man lærer køkkenet at kende, finder de rigtige ting, og opskrifter osv. Det hele på portugisisk - og det er IKKE nemt at finde hakket svinekød i et brasiliansk supermarked, skulle jeg hilse og sige. Nå, men vi fik arrangeret det hele i fredags d. 19/9, og efter indkøb med brasiliansk ven, der kunne hjælpe os, gik vi i krig i køkkenet. Menuen stod på kartofler, frikadeller og sovs - måske kunne man finde på noget mere dansk, men Magnus og jeg havde egentlig virkelig meget lyst til frikadeller og sovs, så det blev til denne ret ;) Det tog tid med deres sløve, slidte gaskomfurer at få kogt de store kartofler og stegt de mange frikadeller - men tre timer efter masen rundt i et lillebitte køkken, med god stemning og dansk musik, var der sørme dansk overraskelsesmiddag på bordet! Vi tvang dem til at vente inde på deres værelse, indtil middagen var klar. Noget af en kamp, med en bekymret brasiliansk mor, der aldrig har set mænd i et køkken før - sådan noget gør mænd altså ikke i Brasilien, sagde hun helt forundret, da vi fortalte vi ville lave mad denne aften. Haha!

Gået i krig

Koncentration på højeste plan

Man må jo være lidt opfindsom, når de ikke har store nok låg... 

De smukke frikadeller er på panden!

Som sagt, tvang vi familien til at vente - Det her betyder 'vi venter på danmark her' haha, altså at de venter på vores mad er færdig.

Da vi var færdige med maden - slet ikke rodet...

Amen altså. Kan jeg sige andet end smukt?

Haha de er begejstrede

Blev simpelthen nødt til at tilføje det her. Moren ville fejre det, og tog derfor et glas rødvin. Men til Magnus' og min store overraskelse, proppede hun to isterninger i - man drikker da kun kold rødvin, sagde hun...

Der nydes den dejlige, savnede danske mad!

I er nok mere spændte på at høre deres reaktion. Vi var faktisk pænt nervøse, for i forhold til, hvordan omstændighederne var, både med mangel af ingredienser (de har ikke normal peber hernede?), og mangel på køkkenredskaber, var vi selv pænt tilfredse med udkomsten. De tøvede lidt, selvfølgelig sagde de, at de kunne lide det - kartoflerne blev der ikke taget så mange af, men frikadellerne var de faktisk vældigt glade for. Det var jo aftensmad, men hernede plejer de ikke at spise noget om aften, så set i forhold til det, spiste de meget! Vi fik bekræftet, at de faktisk kunne lide det, da de dagen efter spurgte om mere, og sagde, at nu skulle vi stå for maden hver dag, haha. Men helt sikkert ikke sidste gang, vi laver dansk mad - vi får jo selv SÅ lækker mad ud af det! Derudover var det rart, endelig selv at købe ind, og rent faktisk stå i et køkken og lave mad selv, for første gang i 2,5 måned.

Nu er der en skoleuge foran mig (gaaaaab), men heldigvis er mandag allerede overstået. I dag skal jeg nok i biografen med nogle venner, og i morgen på stranden, og onsdag til sprogtime. Skønt! Håber jeg snart får skrevet herinde igen, men hold da op, det er noget, der tager tid - bare så I lige vidste det, og værdsætter det endnu en gang ;)

Tchau

Uge 10 - Længe ventet

Okay. Hold da op, der er næsten gået en måned siden jeg skrev sidst. Det er ikke fordi tiden er fløjet afsted, eller fordi jeg har haft for travlt til at skrive, som egentlig er den normale udvekslingsstudents undskyldning for ikke at skrive. Jeg har simpelthen bare ikke haft mulighed for det! Jeg har nemlig ikke haft min computer hos mig - forklaring til det følger.

Jo. D. 16 August, lad os starte derfra. Jeg var stadig syg, og måtte ikke gå ud af huset. Jeg havde det rigtig, rigtig svært, og jeg døjede virkelig med meget hjemve i den periode. Det tror jeg ikke der behøves at stilles spørgsmålstegn ved - 'låst' inde i et 35 grader varmt hus, syg, og omme på den ande side af jorden, er ikke lige drømmescenariet, vel?

Nå, men faktisk vil jeg springe direkte til pointen. Min værtsfamilie og jeg har fra starten af ikke kommet lige godt ud af det. Det endte med, at da jeg blev rask, begyndte jeg at spenderere weekenderne hos min danske ven, og hans familie. Som forresten er skide søde og sjove - og helt utrolig gæstfri, da de altså åbnede deres ikke så store lejlighed op for endnu en storædende dansk dreng, haha, og stod altid med åbne arme. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skulle have gjort uden Magnus og hans familie i den her tid. Men, det endte med, at jeg altså blev nødt til at flytte midlertidigt derover, og der boede jeg i et par uger, faktisk lidt on and off, da jeg altså jo også havde en skole og passe, og kun kunne derhen, fra mit gamle hus. Det var utrolig svært i en tid, sådan ikke at have et 'permanent' hus og familie, og igen - anledning til hjemve. Men hold da op, hvor nød jeg, at være velkommen hos Magnus. Jeg vælger med vilje ikke at skrive mere uddybende om situationen med min gamle værtsfamilie, da jeg ved det her er en offentlig blog, og de læser med. (herresuperfedtikkeatkunneskrivehvadmanviludendeskalgåindpåoversæt).

Sværeste opgave nogensinde

Jeg har skrevet en lang mail, som beskriver hele min situation. Denne har jeg sendt hjem til min familie i Danmark - og hvis der skulle være nogle venner, andet familie eller simpelthen bare nysgerrige læsere, der gerne vil have en forklaring, er I mere end velkomne at skrive til mig på kristian.sillasen@gmail.com .

Ja - hvad fandt Magnus og jeg så på? Jo, hans familie er nemlig utrolig åbne over for, at vi kan tage med hans 19-årige søster og hendes venner til fest. Så hvorfor ikke udnytte det? Jeg tror egentlig ikke jeg behøver beskrive så meget, så jeg vil i stedet tilføje nogle billeder!

Mine danskere! Seriøst så glad for dem. Føler virkelig, at jeg allerede har fået venner for livet - som var et af mine primære mål ved udveksling.

Timon (Tyskland) bagerst til venstre, tilfældig mand, Magnus, Daniel (brasilianer), Michael (Norge) i baggrunden, Ben (USA) til højre, jeg, og Jonas (DK) i bunden.

Magnus' søster Cecilia, er den tredje fra venstre. Valter, i bunden, er Cecilias ven, og han er skide flink. Derudover er jeg, Jonna (Finland), Magnus (DK) og Elise (Sverige) der også. Plus nogle af Valter og Cecilias venner

Hahahahaha

Line (dansker) og jeg på stranden, da vi åbenbart kørte derhen i bil med 6-7 mennesker kl 6 om morgenen efter en fest, ingen ved rigtig hvorfor 

Til Valters (brasilianer) "jeg-er-lækker-fest". Det kaldte de den seriøst, haha, de har nok lært lidt af de gamle udvekslingsstudenter. Nå, men sindssyg fest i hvert fald! Jeg håber på at få flere billeder, for der var altså dj, lys, stor pool, græsareal, samt mange borde stilletoptilølpong. (undgårligeoversæt). Virkelig som en amerikansk film!

  

Udover at feste, har jeg da også levet i hverdagen, haha. Jeg har bl.a. været ude at bowle med nogle fra min klasse, det var da meget sjovt, de er sgu skøre, men søde. Det var faktisk en slags afsked, til en fra klassen, som tager på udveksling i 5 måneder til USA.

Bagerst er Luca, Mattheus, og jeg.
2. række, Carol, Pipira (ham, som er rejst til USA), Isis, Ana Júlia, og Maria Luzia.
3. række er Marcos, Vinicius og Danes.
Søde søde mennesker!

Kan I huske hvem der er hvem? Haha

Nå - men jeg går faktisk i tankerne om et par indlæg, jeg har i sinde om at lave. Et om skolen, og et om det indtryk, det 'ægte' Brasilien. Men jeg, ved, at denne her weekend bliver proppet med ting, og mandag vil jeg nok helst sove ;) Så her får I lige 3 forsmagsbilleder, som jeg selv synes er tre sjove billeder på hvad jeg ser hverdag, men nok virker helt fjernt for jer hjemme i Danmark! 

Først og fremmest - æsler. De er altså mere normale at spotte på vejene hernede, end cykler er. Siger det ikke lidt?

Haha. Kan I gætte hvad det er? Et helt normalt motel er det i hvert fald ikke. Lad mig sige det sådan, at utroskab er en vældig vældig normal ting hernede. Disse hyggemoteller, ligger altså over alt, også på normale veje med lejligheder til familier.

Sådan her set et normalt busstoppested ud, og jeg vil faktisk gå hen og sige, at det her er en af de flottere... Der skal nok komme flere billeder. Men når I sidder ved jeres lille 2A stoppested, og klager over faciliteterne, så tænk skam bare på dette billede ;)

Ja - nu blev det også noget af et længere indlæg. Jeg har faktisk helt glemt, at fortælle om, at jeg er flyttet til en ny familie. Jeg har været her i 2 dage. Men det bliver altså i et andet indlæg, for nu skal jeg i bad, for derefter at ramme elskede Mac Donalds (en af mine bedste venner hernede, når bønnerne bliver lidt for meget), og derefter Mandamentos, som er nok den sjoveste natklub i Sao Luis! Jeg vil nyde min weekend - ønsker alle jer i Danmark en skøn en også!

Uge 6 - Surf, fest og sygdom

Jeg har nu været i Brasilien i over en måned, og man må sige, at jeg får udforsket forskellige dele af kulturen. Det lyder selvfølgelig spændende, men det er ikke altid lige overskueligt, da det f.eks. denne gang indeholdt, at jeg var en tur på hospitalet. Mere om det senere!

En af mine store drømme hernede, var at udnytte det gode vejr og stranden, til at begynde med noget vandsport! Så selvfølgelig takkede jeg stort ja, da vores organisation Via Mundo tilbød os surflektioner i weekenden. Det var simpelthen så sjovt - det var svært, og ingen af os formåede egentlig at surfe, men det var så befriende og man glemmer ligesom alle bekymringerne, man ellers har. Bølgerne var ekstremt store og stærke denne dag. Vi padlede ret langt ud på vores boards, fordi vandet var lidt stille - men når man så kom langt nok ud, kom der typisk 4-5 KÆMPE store bølger, og som i store, mener jeg virkelig store. Som de nybegyndere, vi nu er, blev vi selvfølgelig smadret sammen af deres styrke. Nå, men det var bare med at komme ud i bølgerne igen. Det er noget, vi kan komme til hver weekend, hvis vi har lyst - og de flinke surferfolk siger, vi altid kan komme ned og leje boards og få hjælp! Det er helt klart noget, jeg vil udnytte her i løbet af mit år. Billeder i aktion må I lige undvære, indtil vi faktisk kan formå at se den mindste smule normale ud på et surfboard ;)

Skønne gringos til surf

Fredag d. 8 (dagen, jeg havde været her i en måned), besluttede jeg mig sammen med fire andre danske udvekslingsstudenter for at tage til fest! Fest - en af de ting, hvor jeg altså må indrømme, jeg havde forventninger til Brasilien. Jeg var så uendeligt glad for endelig, efter en måned, at kunne få lov til at udforske det brasilianske natteliv. Hernede er det meget meget sjældent, at det er privatfester - det foregår primært i byen. Jeg blev ikke skuffet, lad mig sige det sådan! Vi blev nærmest behandlet som VIP-gæster, vi kunne springe den lange kø direkte over - der er skam fordele ved at være gringos ;) Vi 5 danskere havde en helt urimelig god aften, som jeg altså godt vil vove at påstå har været min bedste hernede. Vi mødtes med nogle brasilianere derinde, som vi kendte i forvejen. Vi fik danset, hygget, og selvfølgelig fik vi da også snakket en del med de nysgerrige brasilianere, der befandt sig til samme fest. Det var alt i alt en perfekt aften, som man kan trøste sig selv på, når man skulle sætte sig igen på skolebænken kl. 7 mandag morgen :)

Magnus og jeg sammen med nogle af de
mange brasilianere vi snakkede med

Danskerne!

Søndag var det igen tid til surf. Jeg tog over til Magnus, spiste frokost og derefter var det mod stranden! Vi fulgtes med Jonas og mødtes med de andre udvekslinger nede på stranden. Jeg begyndte at føle en utrolig stærk hovedpine, men regnede med, at det var pga. de store bølger. Efter surf følte jeg mig dog stadig rigtig utilpas - jeg begyndte ligefrem at fryse på stranden, hvilket ikke var et særlig godt tegn. Hjem kom jeg, men da jeg tog et bad (i koldt vand), blev det bare endnu værre, og jeg blev nødt til at ligge mig med de største tæpper, jeg nu kunne finde i lejligheden. Det var klart, at jeg var syg.
Jeg tog ikke i skole næste dag, da det ikke var blevet bedre. Men hvad der nu var afgørende, var at jeg vågnede med rigtig ondt i nakken. Ja - feber, hovedpine og ondt i nakken er ikke et godt tegn, så vi tog på hospitalet. Efter 7 timer, blodprøver og en MR-scanning (ved ikke lige om det var det, men i hvert fald en scanning), og konsultationer hos tre forskellige læger, kunne de stadig ikke finde noget. Jeg var så dårlig der, efter at sidde i en hård stol i 7 timer i ISKOLD aircondition (og havde selvfølgelig kun shorts og t shirt på), havde feber og hundefrøs, og ville egentlig bare hjem - de kunne jo ikke finde noget. Men de sagde, de ville lave en sidste test for meningitis, en rygmarvstest, og så blev jeg altså stille. Selve testen gjorde helt forfærdelig ondt og selv efter 5 dage har jeg stadig øm ryg. Nå, men hvad der er vigtigt, er at testen var positiv, så jeg skulle altså indlægges med det samme. Jeg var meget omtumlet, da det var midt om natten, og alt det her jo havde foregået på portugisisk, så det var altså begrænset hvad jeg forstod. Ikke engang de dygtigste læger snakker engelsk.. Jeg forstod bare jeg havde meningitis, så var helt væk fra mig selv. Men min kontaktperson kom senere, og hun kunne oversætte - jeg havde fået virus'versionen' af meningitis - så jeg var heldigvis ikke i fare - men kan bare se frem til et længere sygeforløb. Jeg overnattede selvfølgelig på hospitalet, som egentlig var af pænt høj standard. Jeg fik mit eget 'værelse', som var moderne og lyst. Maden jeg fik derhenne var selvfølgelig hvidt brød om morgenen, og ris og bønner til frokost og aften.. Men altså, god standard af hvad jeg havde forventet af det brasilianske sygevæsen! Det er dog også privat, og jeg kom i alt af med en 7-8 tusinde danske kroner. Heldigvis dækker forsikringen!

Det er nok noget af det sværeste, at være så syg her, i uvante rammer på den anden side af jorden. Det er nok den værste anledning til hjemve, man kan få. Jeg blev udskrevet onsdag, men jeg skal være hjemme, inde for husets døre i en uge - og jeg må IKKE få besøg af de andre udvekslingsstudenter, da lægen er bange for, at jeg smitter. Øv, sikke en uge at se frem til. Jeg overlever dog med is, slik, Skype med min elskede familie i Danmark og ikke mindst Netflix.

De tvang mig til at bære maske det første døgn.. 

Den famøse portion ris og (kulsorte) bønner

Der kommer jo ikke til at ske så meget her i den kommende tid. Men jeg glæder mig allerede til at komme i gang med at leve mit brasilianske liv videre!

Até logo, gente ;)