Uge 12 - Skole og dansk middag

Den brasilianske skole bliver jeg også nødt til at komme ind på. For at være mere præcis, er det gymnasiet - på portugisisk 'Ensino Médio'. Jeg har nu gået i det brasilianske gymnasium i to måneder, og før jeg begynder at beskrive: HVOR ER VI BARE HELDIGE MED DET DANSKE SKOLESYSTEM.

Jeg ved ikke helt hvor jeg skal begynde, så jeg kan vel starte med at beskrive en helt normal skoledag. Jeg står op cirka kl. 5.20, da jeg skal være ude af huset klokken 6, for at tage bussen, der er propfyldt, og tager cirka 45-60 min i den sindssygt dårlige trafik, der er her. Så er jeg på skolen ca. kl. 7, og timerne starter kl 7.15. Det er sådan, at vi på min skole, har en 'forhal', og så går der en trappe op, hvor man kan 'gå af' ved tre forskellige etager. Man skal blive i denne forhal, indtil klokken ringer kl. 7.15, og man må først gå til sin klasse der. 'Klokken' her er forresten musik, som skifter uge for uge. Sidste uge var det Pokemon sangen på portugisisk, og andre uger er det amerikansk musik osv. - egentlig en meget sjov ting, men lidt underligt. Her er det ligesom i Danmark - man har én klasse, som man følger i alle fag, og man bliver i det samme lokale hele tiden. At man ikke må gå til sin klasse før 7.15, fører til lidt af et kaos, når alle skal op af den smalle trappe på samme tid.

Kæmpe kaos, sådan er det hver gang vi møder ind, til frikvarter og når vi har fri

Så snart man træder ind i klassen, begynder de 6 ulidelige timer. I Brasilien er der ikke nogen form for aktiviteter i skolen, der er absolut nul mulighed for, at en elev kan afbryde læreren i de 45 minutter, han/hun snakker. Jeg har ikke prøvet én eneste lektion, hvor det ikke foregår sådan, at læreren skriver på tavlen, snakker, og eleverne skriver ned i mens. Om og om igen. Hold da op, hvor jeg føler, at jeg sidder i 6 timer, og faktisk bliver dummere. Altså nok mest af alt, fordi jeg ikke forstår en pind af hvad læreren siger, pga. sproget og det faktum, at de snakker så hurtigt 45 minutter i træk. Der er dog ikke meget respekt for læreren, og de er egentlig lidt ligeglade, så længe man ikke snakker. Det har jeg udnyttet godt af - jeg både får indhentet en masse søvn i skolen, får læst i nogle danske bøger, og ikke mindst skrevet lidt med dem derhjemme, da tidsforskellen jo er oplagt til, at jeg skriver til dem om morgen. Det er ikke kun mig, der er sådan en slacker - det er faktisk de fleste, der ligger og sover i 44 min, for derefter at bruge 1 minut på at tage et billede, af hvad læreren har skrevet på tavlen. 

Soveeee

Her i Brasilien, er det også obligatorisk med skoleuniform. Jeg har personligt intet problem i det, specielt da min skoles ikke er slem - bukserne er lidt grimme, men de er tynde og luftige, og det er virkelig det vigtigste i den her hede. Jeg har været lidt forvirret, da man kan købe sådan 4-5 forskellige t-shirts, og om fredagen må man tage sine egne bukser på (tror jeg?). Jeg synes ikke rigtig, det lever op til princippet om, at alle skal ligne hinanden.. Men jeg har tænkt over, det nok er for at skjule den kæmpe forskel, der er på rig og fattig, og det lykkes jo egentlig med den her ordning, og så ser man heller ikke total hæslig ud, som man gør med andre skoleuniformer rundt i verden. 'Uniformen' består kun af bukser og t shirt - sko kan man selv bestemme (heldigvis!!). Jeg er faktisk lidt glad for, at vi har den her skoleuniform, for det er simpelthen dejligt at stå op og ikke tænke over hvad man skal have på - og jeg tør ikke at tænke på, hvor meget mere jeg ville stikke ud med min europæiske tøjstil, haha...

Min skole'uniform'

Noget af det, der virkelig har overrasket mig mest ved skolen, er lærer/elev forholdet. Hold da op. Samtidig med, at eleverne nul respekt over for lærerne har, så er det stadig lige så absurd for mig nu, at de gamle, tykke mænd hilser på de små søde skolepiger med et stort, svedigt knus og kys. Det er ikke noget, pigerne finder frastødende - den dejlige seance går skam begge veje. Lige så normalt er det, at lærerne går over og ager pigerne i håret, og siger 'meu amor' (min skat), osv. Mht. drengene, så er det et venneforhold, hvor læreren også opfører sig som en på 16. Det ironiske i alt det her, er bare, at lærerne faktisk ikke kender elevernes navne, siden der er ca 35 elever i hver klasse. Jeg tror faktisk, at de bruger 'meu amor' så meget, fordi de ikke kan huske navnene. Hahahaha! 

Vores klasselokale. Vi sidder i en slags hestesko, men med 2 rækker. Og ja, det er utrolig mange elever i sådan et lille lokale..

En anden ting, er de unge brasilianeres opførsel. Hold da op. Det overrasker mig stadig, hvordan de kan gå fra at være luddovne, som vist lidt længere oppe på et billede, til at rende rundt og skrige og råbe. Jeg vil lige påpege, at de helt klart størstedelen af tiden er som sidstenævnt. Hold da op, jeg ved ikke hvor de finder energien fra, og jeg går næsten hjem med hovedpine hver dag efter skole. 35 råbende elever i ét klasselokale er altså ikke helt oplagt, kan jeg godt fortælle. Jeg synes virkelig det er for meget, men de forstår ikke, at vi udvekslingsstudenter bare ikke lige har lyst og er vant til at skrige og klappe for fuldt kraft uden grund, og derfor opfatter de os generelt som triste og sure. Hvor jeg egentlig bare savner, at sidde ned og snakke stille og roligt i et frikvarter. Derudover gør de helt vildt meget ud af fødselsdagene hernede, også i skolen. Der bliver købt kage, snacks, sodavand og så får den også fuld skrue for sangene og larmeriet i frikvarterne.

Flot opsætning

Alle vil have kageee

Hvorfor ikke et fællesbillede... Hahahah det ligner virkelig meget min arm, der laver en tommelfinger, men det er en andens. Jeg står øverst til venstre

Som jeg tidligere har skrevet om, havde min danske ven Magnus' søde familie ladet mig bo hos dem, indtil min organisation fandt en ny familie til mig. Det skulle de selvfølgelig have et tak for - så udover den store æske chokolade, jeg købte til dem, aftalte Magnus og jeg også, at vi skulle lave en dansk middag for dem. Sådanne ting, er et større projekt hernede, da det jo kræver indkøb, at man lærer køkkenet at kende, finder de rigtige ting, og opskrifter osv. Det hele på portugisisk - og det er IKKE nemt at finde hakket svinekød i et brasiliansk supermarked, skulle jeg hilse og sige. Nå, men vi fik arrangeret det hele i fredags d. 19/9, og efter indkøb med brasiliansk ven, der kunne hjælpe os, gik vi i krig i køkkenet. Menuen stod på kartofler, frikadeller og sovs - måske kunne man finde på noget mere dansk, men Magnus og jeg havde egentlig virkelig meget lyst til frikadeller og sovs, så det blev til denne ret ;) Det tog tid med deres sløve, slidte gaskomfurer at få kogt de store kartofler og stegt de mange frikadeller - men tre timer efter masen rundt i et lillebitte køkken, med god stemning og dansk musik, var der sørme dansk overraskelsesmiddag på bordet! Vi tvang dem til at vente inde på deres værelse, indtil middagen var klar. Noget af en kamp, med en bekymret brasiliansk mor, der aldrig har set mænd i et køkken før - sådan noget gør mænd altså ikke i Brasilien, sagde hun helt forundret, da vi fortalte vi ville lave mad denne aften. Haha!

Gået i krig

Koncentration på højeste plan

Man må jo være lidt opfindsom, når de ikke har store nok låg... 

De smukke frikadeller er på panden!

Som sagt, tvang vi familien til at vente - Det her betyder 'vi venter på danmark her' haha, altså at de venter på vores mad er færdig.

Da vi var færdige med maden - slet ikke rodet...

Amen altså. Kan jeg sige andet end smukt?

Haha de er begejstrede

Blev simpelthen nødt til at tilføje det her. Moren ville fejre det, og tog derfor et glas rødvin. Men til Magnus' og min store overraskelse, proppede hun to isterninger i - man drikker da kun kold rødvin, sagde hun...

Der nydes den dejlige, savnede danske mad!

I er nok mere spændte på at høre deres reaktion. Vi var faktisk pænt nervøse, for i forhold til, hvordan omstændighederne var, både med mangel af ingredienser (de har ikke normal peber hernede?), og mangel på køkkenredskaber, var vi selv pænt tilfredse med udkomsten. De tøvede lidt, selvfølgelig sagde de, at de kunne lide det - kartoflerne blev der ikke taget så mange af, men frikadellerne var de faktisk vældigt glade for. Det var jo aftensmad, men hernede plejer de ikke at spise noget om aften, så set i forhold til det, spiste de meget! Vi fik bekræftet, at de faktisk kunne lide det, da de dagen efter spurgte om mere, og sagde, at nu skulle vi stå for maden hver dag, haha. Men helt sikkert ikke sidste gang, vi laver dansk mad - vi får jo selv SÅ lækker mad ud af det! Derudover var det rart, endelig selv at købe ind, og rent faktisk stå i et køkken og lave mad selv, for første gang i 2,5 måned.

Nu er der en skoleuge foran mig (gaaaaab), men heldigvis er mandag allerede overstået. I dag skal jeg nok i biografen med nogle venner, og i morgen på stranden, og onsdag til sprogtime. Skønt! Håber jeg snart får skrevet herinde igen, men hold da op, det er noget, der tager tid - bare så I lige vidste det, og værdsætter det endnu en gang ;)

Tchau