fredag den 24. oktober 2014

Uge 16 - Carolina

Rejsen til Carolina med de andre udvekslingsstudenter var fantastisk, og de 5 dage, har uden tvivl været de bedste i mit ophold i Brasilien. De har været nogle, jeg virkelig har set frem til i de lidt sværere tider, og hvor har det bare været al ventetiden værd. Udover at se fantastiske vandfald, grotter, regnskov osv., er jeg blevet endnu tættere med min lille udvekslingsfamilie. Hvis nogle, der tilfældigvis skal med Explorius til Brasilien engang, læser det her, så tag for Guds skyld med på denne her tur. I fortryder ikke.

Jeg har ikke tænkt mig at bøvle for meget med at beskrive hvad vi har lavet på skrift, da jeg egentlig ikke ser så meget grund til det - vi alle synes jo det er sjovere at se billeder/videoer. Jeg er lidt doven, og da min danske veninde Nynne har lavet en fantastisk video om vores tur, føler jeg godt, jeg bare kan nøjes med at dele den her. Jeg synes den fanger stemningen og de sindssygt flotte stedet rigtig godt, så nyd den endelig!

Jeg har glemt min oplader hos min ven, og har stadig ikke fået den, så der kommer nok ikke til at komme indlæg lige foreløbig. Bruger lige nu de sidste, dyrebare procent batteri på min computer, så værdsæt det lige en ekstra gang ;)

Carolina 2014
(tryk på linket)

torsdag den 9. oktober 2014

Uge 14 - Valg og brændende busser

Fulgte I med i valget i Brasilien, som lige er overstået? Godt, nej - jeg tror jeg var omtrent lige så uvidende som jer, om at der overhovedet var valg. Det er faktisk løgn, for lige siden jeg ankom for 3 måneder siden, har der kørt de mest irriterende biler rundt, for at reklamere for de utrolig pålidelige brasilianske politikere. Her sender de ikke debatter i tv'et, for at sprede budskabet om at stemme på dem - nej - de sender biler rundt, med de største højtalere, og spiller øredøvende høje brasilianske sange, som er skrevet til kandidaterne... Det er ikke lige det fedeste, når man sidder i trafikproppen, kl 6.30 i en varm og proppet bus. Men at reklamere skal de vel have lov til! Det går op for mig, jeg faktisk ikke har fået taget nogle billeder af de biler - men mon ikke, jeg kan finde et på nettet. Ellers må I forestille jer det- egentlig bare en bil klastret til med plakater af kandidaten og med store højtalere på toppen. Ét billede har jeg dog - ikke så godt - men det flød OVER ALT med de her tæt på valgstederne, den dag der var valg... miljøvenligt.

Det her over alt i byen, og så bare meget mere
                                                
Men altså. Mine kære brasilianere, jeg befinder mig med hver dag, har skam ikke interesseret sig mere for valget, end jer. Det eneste, jeg hører, når jeg spørger hvorfor, de ikke interesserer sig mere for det - så er svaret meget enkelt: Hvorfor støtte op om nogen af dem, når de alligevel stjæler og er så korrupte? Jeg forstår dem faktisk sagtens. At det faktisk er ulovligt ikke at afgive sin stemme til valget her, og at det ligeledes ikke er muligt at stemme blankt, viser ret meget synes jeg. En anden sjov ting er, at al salg af alkohol, dagen før og dagen valget finder sted, er forbudt i min stat (jeg ved ikke med de andre). Jeg gik ud fra, at det var fordi, de ikke vil have, at folk kom påvirkede ind og stemte - fordi det store antal af misbrugere og det faktum, at alle skal stemme, hænger jo ikke helt sammen. Jeg forstod det ikke helt, før vi tog i supermarkedet, og jeg lagde mærke til, at alkoholafdelingen var afspærret. 

så fint afspærret
Det er faktisk utrolig spændende, at befinde sig i et samfund, så anderledes, med sådan en korrupt regering. Det er jo noget, man læser om i avisen, hjemme i lille, trygge Danmark - men jeg får muligheden for at være midt i det hele, og opleve det. 

Her for tiden har transporten rundt i Sao Luis været noget besværlig - af den spøjse grund, at der render 20 fængselsfanger (som så er sluppet ud af fængslet) rundt i byen, og sætter ild til busserne, som en slags protest. Lyder det ikke bare rart? Jeg har ikke selv været ude for noget, men en af busserne, der blev sat ild til, var i det nabolag, hvor jeg bor. Super betryggende - de her busser kører jeg altså med hver dag, flere gange. I tænker nok - amen hvor mange er så døde? 'Heldigvis' gør banditterne sådan, at de først beordrer alle ud, og derefter sætter ild til busserne. Der er dog vist en buschauffør samt en lille pige som er døde, pga. forbrændinger og røgforgiftning. Det eneste jeg har set med hensyn til alt det her, er en bus, som allerede var blevet brændt - og som blev kørt væk fra gaderne. Jeg kunne ikke tage de bedste billeder, da jeg stod ude foran terminalen og ventede på en taxa, da busserne selvfølgelig ikke kørte... Så det var super farligt, jeg burde ikke tage min telefon frem, men to snigbilleder kunne det godt lige blive til.


Lidt sløret
En af mine venner sendte mig det her billede, som siger 'lad være med at brænd mig'. Egentlig bare for at vise jer, hvordan busserne hernede normalt ser ud, når de ikke er brændt..

Næsten de samme billeder, men nu får I bare begge
Et billede af en brændt bus i min by taget ud af en netavis.

Et til fra en netavis

De her hændelser, siger lidt om sikkerheden i min by sådan mere generelt set. Og nej, den er ikke helt ideel. Det er faktisk sådan, at Rotary (en anden organisation) udvekslingsstudenter i min by, slet ikke må tage busserne, simpelthen af den grund, at det er for farligt. Det måtte de heller ikke før, de begyndte at sætte ild til dem. Nogle af udvekslingsstudenterne med min organisation må heller ikke, men det er fordi deres værtsfamilier siger, de ikke må. Jeg bliver nødt til det, da min familie ikke har bil. Jeg ser mange, mange ting hernede, som jeg aldrig ville se i Danmark. Specielt de meget omtalte 'drogados' - junkies - altså folk der er afhængige af stoffer - er dem, jeg mærker mest. Fordi jeg er høj og lyshåret (i følge brasilianere), kommer de tit hen til mig, for at presse på. Lyshårede personer hernede, betyder penge, og så enkelt er det. Nogle gange er de tiggere, andre gange er de mere nærgående, og det er godt nok ubehageligt. Det er ikke unormalt, at de f.eks. hiver i min taske. Alt dette, er bare noget jeg må vænne mig til - fordi busserne bruger jeg meget, og de er ikke helt ufarlige. En lille notits: Jeg er (endnu) IKKE blevet røvet, overfaldet mm. Det ville dog ikke undre mig, hvis det skulle ske... Men jeg tager ikke sorgerne på forskud.

Overskriften på lokalavisen i min by. 11 dage - 28 drab.
Siger det ikke lidt?
Ja, jeg siger jo, jeg hele tiden ser ting, man aldrig ville se i Danmark. Meget af det får jeg jo ikke fanget på billede - men et eksempel, lige så fint, er denne meget udmagrede hest, som vi så ligge på fortovet, midt om natten, på vej hjem fra fest. Der var altså ingen ejer eller noget.


Ikke lige hvad man ser på gaden i DK
Det obligatoriske - JEG HAR FÅET EN PAKKE. Dog en lille en af slagsen, men jeg tror ikke, I forstår, hvor meget de her 3 poser slik og ene bar chokolade, virkelig er værd for mig. Der er gået 4 dage nu, og jeg har endnu ikke åbnet noget af det. Tør simpelthen ikke. Der er blevet sendt 4 pakker til mig - den første for to måneder siden. Det her var nummer 3, men de to første er stadig ikke kommet..

Vi tager tit på stranden om aften, ofte bare for at gå tur, eller lignende. Altid rart og flot. Stranden er et af de sikreste steder i Sao Luis, spørg mig ikke hvorfor..

I dag er torsdag, og lørdag morgen kl. 05, skal jeg være i lufthavnen. Hvorfor? Jo, jeg skal da på en lille rejse med alle mine andre elskede udvekslingsstudenter! Vi skal til syd i vores stat (Maranhao), et naturområde kaldet Carolina. Super flot skulle det være - men jeg glæder mig egentlig bare til at tilbringe 1 uge, med de personer, jeg holder så fandens meget af. Der findes intet bedre end udvekslingsstudenter, så er det sagt.

Jeg vil nyde min ferie - og så må I i Danmark nyde jeres efterårsferie ekstra meget. Nyd det koldere vejr, nyd hyggen, og nyd jeres DYNER - I aner ikke hvor meget, jeg savner min.

Até a próxima