Uge 6 - Surf, fest og sygdom

Jeg har nu været i Brasilien i over en måned, og man må sige, at jeg får udforsket forskellige dele af kulturen. Det lyder selvfølgelig spændende, men det er ikke altid lige overskueligt, da det f.eks. denne gang indeholdt, at jeg var en tur på hospitalet. Mere om det senere!

En af mine store drømme hernede, var at udnytte det gode vejr og stranden, til at begynde med noget vandsport! Så selvfølgelig takkede jeg stort ja, da vores organisation Via Mundo tilbød os surflektioner i weekenden. Det var simpelthen så sjovt - det var svært, og ingen af os formåede egentlig at surfe, men det var så befriende og man glemmer ligesom alle bekymringerne, man ellers har. Bølgerne var ekstremt store og stærke denne dag. Vi padlede ret langt ud på vores boards, fordi vandet var lidt stille - men når man så kom langt nok ud, kom der typisk 4-5 KÆMPE store bølger, og som i store, mener jeg virkelig store. Som de nybegyndere, vi nu er, blev vi selvfølgelig smadret sammen af deres styrke. Nå, men det var bare med at komme ud i bølgerne igen. Det er noget, vi kan komme til hver weekend, hvis vi har lyst - og de flinke surferfolk siger, vi altid kan komme ned og leje boards og få hjælp! Det er helt klart noget, jeg vil udnytte her i løbet af mit år. Billeder i aktion må I lige undvære, indtil vi faktisk kan formå at se den mindste smule normale ud på et surfboard ;)

Skønne gringos til surf

Fredag d. 8 (dagen, jeg havde været her i en måned), besluttede jeg mig sammen med fire andre danske udvekslingsstudenter for at tage til fest! Fest - en af de ting, hvor jeg altså må indrømme, jeg havde forventninger til Brasilien. Jeg var så uendeligt glad for endelig, efter en måned, at kunne få lov til at udforske det brasilianske natteliv. Hernede er det meget meget sjældent, at det er privatfester - det foregår primært i byen. Jeg blev ikke skuffet, lad mig sige det sådan! Vi blev nærmest behandlet som VIP-gæster, vi kunne springe den lange kø direkte over - der er skam fordele ved at være gringos ;) Vi 5 danskere havde en helt urimelig god aften, som jeg altså godt vil vove at påstå har været min bedste hernede. Vi mødtes med nogle brasilianere derinde, som vi kendte i forvejen. Vi fik danset, hygget, og selvfølgelig fik vi da også snakket en del med de nysgerrige brasilianere, der befandt sig til samme fest. Det var alt i alt en perfekt aften, som man kan trøste sig selv på, når man skulle sætte sig igen på skolebænken kl. 7 mandag morgen :)

Magnus og jeg sammen med nogle af de
mange brasilianere vi snakkede med

Danskerne!

Søndag var det igen tid til surf. Jeg tog over til Magnus, spiste frokost og derefter var det mod stranden! Vi fulgtes med Jonas og mødtes med de andre udvekslinger nede på stranden. Jeg begyndte at føle en utrolig stærk hovedpine, men regnede med, at det var pga. de store bølger. Efter surf følte jeg mig dog stadig rigtig utilpas - jeg begyndte ligefrem at fryse på stranden, hvilket ikke var et særlig godt tegn. Hjem kom jeg, men da jeg tog et bad (i koldt vand), blev det bare endnu værre, og jeg blev nødt til at ligge mig med de største tæpper, jeg nu kunne finde i lejligheden. Det var klart, at jeg var syg.
Jeg tog ikke i skole næste dag, da det ikke var blevet bedre. Men hvad der nu var afgørende, var at jeg vågnede med rigtig ondt i nakken. Ja - feber, hovedpine og ondt i nakken er ikke et godt tegn, så vi tog på hospitalet. Efter 7 timer, blodprøver og en MR-scanning (ved ikke lige om det var det, men i hvert fald en scanning), og konsultationer hos tre forskellige læger, kunne de stadig ikke finde noget. Jeg var så dårlig der, efter at sidde i en hård stol i 7 timer i ISKOLD aircondition (og havde selvfølgelig kun shorts og t shirt på), havde feber og hundefrøs, og ville egentlig bare hjem - de kunne jo ikke finde noget. Men de sagde, de ville lave en sidste test for meningitis, en rygmarvstest, og så blev jeg altså stille. Selve testen gjorde helt forfærdelig ondt og selv efter 5 dage har jeg stadig øm ryg. Nå, men hvad der er vigtigt, er at testen var positiv, så jeg skulle altså indlægges med det samme. Jeg var meget omtumlet, da det var midt om natten, og alt det her jo havde foregået på portugisisk, så det var altså begrænset hvad jeg forstod. Ikke engang de dygtigste læger snakker engelsk.. Jeg forstod bare jeg havde meningitis, så var helt væk fra mig selv. Men min kontaktperson kom senere, og hun kunne oversætte - jeg havde fået virus'versionen' af meningitis - så jeg var heldigvis ikke i fare - men kan bare se frem til et længere sygeforløb. Jeg overnattede selvfølgelig på hospitalet, som egentlig var af pænt høj standard. Jeg fik mit eget 'værelse', som var moderne og lyst. Maden jeg fik derhenne var selvfølgelig hvidt brød om morgenen, og ris og bønner til frokost og aften.. Men altså, god standard af hvad jeg havde forventet af det brasilianske sygevæsen! Det er dog også privat, og jeg kom i alt af med en 7-8 tusinde danske kroner. Heldigvis dækker forsikringen!

Det er nok noget af det sværeste, at være så syg her, i uvante rammer på den anden side af jorden. Det er nok den værste anledning til hjemve, man kan få. Jeg blev udskrevet onsdag, men jeg skal være hjemme, inde for husets døre i en uge - og jeg må IKKE få besøg af de andre udvekslingsstudenter, da lægen er bange for, at jeg smitter. Øv, sikke en uge at se frem til. Jeg overlever dog med is, slik, Skype med min elskede familie i Danmark og ikke mindst Netflix.

De tvang mig til at bære maske det første døgn.. 

Den famøse portion ris og (kulsorte) bønner

Der kommer jo ikke til at ske så meget her i den kommende tid. Men jeg glæder mig allerede til at komme i gang med at leve mit brasilianske liv videre!

Até logo, gente ;)

Uge 4 - Forskelle

Grunden til at jeg faktisk valgte Brasilien, var jo, i bund og grund, at det er så anderledes fra Danmark. Det er ikke kun klimaet, maden, sproget osv. jeg snakker om, nej, det er hver enkelt lille bitte ting, som man som nytilkommen udvekslingsstudent ligger meget nemt mærke til.
Jeg har siden jeg kommet herned, tænkt, hvorfor jeg dog valgte at tage hertil, for at bo her i et år. Godt nok er det spændende, og i den grad anderledes, hvilket jo lyder meget sjovt - men når man skal bo her i et år, er det jo med at tilvænne sig, som kan være noget af en stor opgave! Jeg har dog taget opgaven til mig, men ved, at min bedste makker til den opgave, er tiden (selvom jeg er pænt træt af rådet 'bare vent, alt bliver bedre med tiden', haha).

Jeg vil forsøge at lave en liste, over de ting, der har overrasket mig mest, selvom det for brasilianere jo ikke betyder det mindste. Det er nok også nogle af de ting, jeg kommer til at få sværest ved at vænne mig til.

1 - Toiletpapir. Det skal i skraldespanden, og altså ikke i toilettet - det holder afløbene ikke til... Amen altså, hvor har jeg svært ved at huske det, og hvor synes jeg bare det er uhygiejnisk, men det er altså ligemeget om man befinder sig på det fineste hotel, så er det bare sådan, det er.

2 - Bruseren. Kun koldt vand... Der er intet håndtag til at skrue op eller ned for varmen, og for det meste er vandet bare iskoldt. Hvis man er heldig, er det mere til den lunkne side. Jeg må sige, jeg ikke er fan af at skulle stå op kl. 5.30 for at se frem til et dejligt, iskoldt bad... Brrr. Det samme gælder håndvasken, men det er et mindre problem. Det skal lige tilføjes, at pga. det varme og fugtige klima her ved ækvator, er det altså vældig normalt at gå i bad 3-5 gange om dagen, så det er altså ikke kun om morgenen, jeg nyder godt af et dejligt 'forfriskende' bad.

3 - Fodtøj. Her er det uhøfligt, hvis man tager sine sko af. Ja, jeg har endnu ikke formået at finde ud af, hvorfor, men det er altså kun hjemme i ens egen hus, at man tager skoene af (hvor man så tager klip-klappere på).

4 - Insekter & andre kryb. Ja, der er altså ingen, der løfter et øje hernede, hvis der lige smutter en kakerlak hen ad køkkengulvet. Myrer tror jeg nærmest er usynlige for dem, men hvor er jeg allerede ved at få spat af dem! De søger hen, hvor end der mad. Det er ikke uvant, at de løber rundt på køkkenbordet, mens vi spiser.
Den anden dag havde jeg købt noget chokolade (Åh gud, hvor jeg savner Marabou allerede), og da jeg så kom hjem fra skole og derefter sprogskole, var alt jeg havde lyst til, bare chokolade. Jeg havde gennemtænkt situationen, og selvfølgelig lukket pakken godt ind, ind i den pose, rullet den godt sammen, og så lagt en tung ting oven på åbningen af posen. Det første jeg opdagede (da jeg allerede havde taget to bidder), var, at der var myrer OVER alt. Føj. Resten af mit slik lå også i den skuffe. Suk. Det klammeste jeg har oplevet, var dog, da en mus løb hen over køkkengulvet en aften, men det sker en gang i mellem, siger de... Og der kommer fugleedderkopper til sommer (december), great.

5 - Aircondition. Ja, her i Sao Luis har vi jo et af de varmeste klimaer i verden. Det er lige ved ækvator, så der er altså 35 grader hver dag hele året, med sol for det meste, og så skal man ligge en urimelig høj luftfugtighed til. Derfor er brasilianerne vældig, vældig glade for aircondition, og det skal helst være, så man fryser ihjel (eller det gør jeg i hvert fald). Dette oplever jeg mest i skolen, da jeg altså sidder 6 timer inde i en kummefryser, og jeg bliver nødt til at tage tykke trøjer med. De lange køreturer i bilen er heller ikke helt rare, da luften, man skulle tro kom fra nordpolen, rammer en direkte på huden - som er helt forfrossen, så snart man er hjemme. Jeg er begyndt konstant bare at bære rundt på en trøje, for hvis man skal ind i et center eller lign. er det altså dybt nødvendigt.

6 - På vejen. Ja, det er noget af et eventyr, når man skal ud at køre hernede. For det første, består vejene nærmest mere af huller end de består af faktisk asfalt. Det er også vældig underligt at bruge sikkerhedsbælte, og jeg får for det meste bare sendt et sært blik, når jeg tager det på, haha. 

7 - Sukker og søde sager. Jeg tror aldrig, jeg har set folk have sådan et stort forbrug af sukker. Det er helt absurd, og de formår da også at ødelægge pænt mange ellers lækre juicer, smoothier, kaffe, kage, sodavand mv. Det er så ærgerligt, for de har så mange lækre og friske ting, de bare er nødt til at bombe med sukker! Hver gang jeg siger nej tak til sukker i kaffen eller teen, går de helt fra den. Det er som om, at en tilstedeværelse uden sukker, ville være lig med at tage deres kæreste eje fra dem.

8 - Sikkerheden. Det er nok det punkt, jeg har sværest ved at tilpasse mig. Jeg ELSKER at være selvstændig, at mine forældre stoler på mig, og at jeg kan leve et sjovt og aktivt ungdomsliv. Men sådan er det altså bare ikke her. For mit vedkommende, fordi jeg ikke bor i en condominio (lukket område med boligblokke (som i modsætning til Danmark, er det klart foretrækkede her)), kan jeg ikke engang bevæge mig ud for min egen dør. Min familie er ikke engang selv meget for det. Bussen er kun til 'nødstilfælde', som jeg er blevet fortalt. Ordet 'perigoso' (farligt), er nok et af min families mest benyttede ord.

Jeg kunne nævne så mange endnu, men jeg tror jeg holder den her. Nu er der bare én dag tilbage til weekend, og i aften flytter jeg over til Danilo og Tassila, hvor jeg skal bo i to uger. Glæder mig! Hav en dejlig weekend, jeg vil nyde min!

Lysere tider

Så har jeg endelig første skoledag i morgen! Noget, jeg har glædet mig rigtig, rigtig meget til.
Jeg kan vel lige så godt indrømme, jeg ikke har haft den aller bedste start på mit udvekslingsår - jeg har været meget præget af hjemve, som er en forfærdelig følelse, når man er på den anden side af jorden og 12 måneder "væk".
Men nu skal jeg ud i det rigtige liv - jeg skal hen til nogle skide søde brasilianere, på min alder og få en masse nye venskaber! Jeg har allerede mødt to søde og åbne drenge, som går på min årgang - og en af dem tilføjede mig til en gruppechat med min klasse (de to andre går i parallelklassen), hvor jeg så har fået skrevet en del med dem her til aften, og de virker bare ekstremt flinke og ikke mindst friske, haha! Nogle af dem kan snakke engelsk, hvilket jo bare er perfekt. De siger jeg sagtens kan sidde med dem, og de nok skal hjælpe mig osv. - virkelig flinkt af dem, lige hvad jeg havde brug for!

Så nu er jeg 110% klar til at lægge de her to hårde uger bag mig, og jeg er i den grad klar til at starte et rigtigt ungdomsliv op! De næste to uger vil jeg jo være fuldt beskæftiget med skole fra 7-13 (eller lign.) og derefter sprogskole fra 15-18. Wuhu! At holde sig beskæftiget er helt klart den bedste 'kur' mod hjemve. Når sprogskolen slutter, vil jeg gerne begynde til noget sport - jeg har en virkelig stor drøm om at begynde til noget kitesurfing, men det tror jeg venter med, til mit portugisisk er lidt bedre ;) så jeg tror jeg vil spørge til noget basket - så får jeg jo samtidig også dannet flere bekendtskaber!

Så ja, jeg ville bare lige sprede min glæde! Beklager den meget dybe overskrift, men jeg er simpelthen så glad, og så stolt af mig selv. At klare to uger på den anden side af verden sammen med folk man aldrig har mødt før og ikke kan kommunikere med, er altså noget af en udfordring - men jeg gennemførte det, og jeg føler mig mere motiveret end nogensinde til at leve videre herovre!

Skal nok forsøge at få flere billeder osv. på bloggen, men de næste dage bliver jo travle.

I går var vi til en festival med en masse dans her i Sao Luis - Bumba meu boi

En masse flotte farver!

Her med familie og familievenner - fra venstre: Værtsfar (Silvio), værtssøster (Sarah), mig, værtsmor (Honorata), familieveninde (Tassila), familieven (Danilo) - de to sidste er gift og jeg skal bo hos dem i to uger fra 1. august :)

Mig og en af de mange flotte dansere!

Até logo :))

1 semana no Brasil

Så kom det store tidspunkt - afrejse mandag d. 7. juli kl. 18.30 - ankomst i Sao Luis tirsdag d. 8. juli omkring kl. 14 lokal tid. Det vil sige - jeg ankom til Brasilien for næsten præcis 1 uge siden.
1 uge vil for de fleste ikke lyde som særlig lang tid - men hold da op, hvor jeg føler, at jeg har oplevet ting som havde denne uge varet 2-3 måneder.
Det hele har virkelig været en stor blanding. Vi startede ud med at være på en slags "intro-camp", med alle udvekslingsstudenterne der er rejst til Brasilien. Jeg tror vi er omkring de 20-25 elever. Vi hørte oplæg om det kommende år, besøgte Barreirinhas og herunder Lencois Maranheses. Et utrolig smukt sted hvor der var fuld mulighed for at slå sig løs. Jeg kan eventuelt ligge et par billeder op af det.
Dagene med udvekslingsstudenterne gik utrolig hurtigt, jeg nød dem meget og havde ikke hjemve den mindste smule.

(Ved godt det er onsdag i dag, hvor indlægget bliver udgivet, men jeg skrev det i går, har bare først internet nu.)

Så kom tidspunktet, fredag aften, hvor vi skulle tilbage til Sao Luis og møde vores værtsfamilie. Hold da op en omvæltning - fra ferie med andre unge fra Europa, til et direkte møde med den brasilianske virkelighed med store porte, ingen mulighed for at gå ud af huset når man lyster, veje der nærmest kun består af huller og sådan fortsætter det - altså et helt normalt brasiliansk liv, som jo er langt fra hvad jeg er vant til i Danmark.

Det har været nogle meget, meget barske dage hvor jeg har kæmpet en del med hjemve. Min familie, som består af en far, mor og søster på 14, snakker slet ikke engelsk - og med mit begrænsede portugisisk, er det altså svært at have en normal samtale. Min familie er SÅ søde - slet intet der. De gør alt for at prøve at snakke med mig, få mig til at føle hjemme, og være glad. Jeg er så taknemlig for at bo hos dem.

Men ens udvekslingsår er bare så meget anderledes fra alt hvad man har forestillet sig og drømt om op til afrejsen. Det har jeg altså haft omkring 1,5 år til at gøre - selvom jeg havde fået at vide, man skulle passe på med at forvente og drømme for meget om et fejlfrit år, var det altså svært ikke at gøre.

Lørdag, dagen efter jeg kom hos familien, holdte vi Sarahs fødselsdag. Hun blev 14 år, og der var omkring 30 gæster i huset, som altså ikke helt kan rumme så mange. Men festligt - og brasiliansk - var det. :) Jeg snakkede (så vidt muligt) en masse med de forskellige folk. Rebecca fra Tyskland, som også er på udveksling med Via Mundo, var der også - da hendes familie kender min. Det var virkelig rart, så jeg havde en at snakke engelsk med.
Det viste sig, at der var to drenge på min alder, som går på den skole, jeg skal gå på. De går på samme årgang, og de snakkede pænt godt engelsk (i forhold til brasiliansk standard) - de var virkelig flinke og lovede at introducere mig til deres venner i klassen og de sagde, at de håbede jeg kom i deres klasse. :)

Søndag tog vi på stranden, med min værts-bedstefar (så vidt jeg forstod), og det var hyggeligt. Der mødte vi Danilo og Tassila, som er to familievenner, der er 28 og 24 og skal giftes snart, tror jeg. De er virkelig søde, ungdommelige og sjove. Efter stranden tog vi forbi deres lejlighed og badede i deres swimmingpool - altså som er en fælles pool, for deres "condomínio" (jeg kender ikke ordet på dansk), som er et sted hvor mange lejlighedskomplekser er samlet og ligesom beskyttet med mure omkring det hele med vagter i tårne og så videre. Ja, det lyder voldsomt, men sådan ser man mange steder her i Sao Luis :)
Bagefter kørte vi sammen hen til andre familievenner, som jeg ikke lige kan huske navnene på, og her så vi VM-finalen mellem Argentina og Tyskland. Min familie heppede på Tyskland, da de har haft en udvekslingsstudent fra Tyskland og deres søn er på udveksling der lige nu. Så I kan tro, der var jubel, da de scorede ;) Herovre blev jeg også budt op til dans af min værtsfars vens kone, den brasilianske dans "forro" - så pinligt men virkelig sjovt!

Mandag begyndte sprogtimerne, altså de intensive portugisisk timer for os udvekslingsstudenter - og jeg må indrømme, at det var virkelig, virkelig rart at se dem, efter jeg havde været Palle alene i verden i weekenden. De fleste havde haft det svært, pga. sprogbarrieren og omvæltningen fra introcamp til hverdag. Dog lærer jeg ikke rigtig noget til det, da jeg bor i en familie uden engelsk kundskaber overhovedet og dermed allerede er pænt i gang med sproget.
Efter sprogtimerne tog vi ud at spise med Danilo og Tassila, og vi spiste noget lækkert på "restaurant": Panquenca, som jeg bedst kan beskrive som nogle store forårsruller bestående af kød, i en "sovs" der smager som lasagne. Lyder spøjst men var virkelig lækkert! Vi fik også "macarronada", som var noget slags indbagt spaghetti med okse og kylling.

Tirsdag sov jeg lidt længe og vi fik kartoffelmos til frokost!! Årh, kartoffelmos er nok noget af det jeg forbinder aller mest til Danmark. Det var så lækkert. Bagefter tog vi til sprogtime - og gæt hvad, her fik vi lov til at gå ud på gaden og købe mad UDEN en voksen, og det var altså aller første gang for mit vedkommende, så jeg var helt i koma over al den frihed. ;) Vi kørte hjem til Danilo og Tasilla efter, det er en hyggelig lille lejlighed. De spiste "lanché" som er en snack for dem, som de typisk spiser om aftenen og består af fx. brød med skinke og ost (og kage naturligvis).  Danilo spiste kage med skinke og ost ovenpå. Brasilianere er meget løse mht. sammensætninger af mad :)
Danilo, Silvio (værtsfar) og jeg tog over på en slags bar/restaurant hvor min værtfars ven og søn var. Vi så anden halvleg af en fodboldkampen med holdet Sampaio Correa, som er de flestes favorithold her i Sao Luis, så vidt jeg har hørt :).

I dag, onsdag, har jeg endelig fået styr på mit brasilianske mobilabonnement. Min værtsmor og jeg tog ud i lokalområdet på gåben (også for første gang), og købte det. Jeg forstod ikke rigtig noget, men da vi kom hjem og hun beskrev det på google translate lyder det helt fint. Hun var meget ivrig for at forklare ude på gaden, at det var farligt, fordi det var frokost (?). Jeg går ud fra, at det er fordi der ikke er så mange på gaden. Hun stoppede mig i døren og spurgte om jeg tog min telefon med, fordi det skal man i hvert fald ikke her. ;)

Det var alt for nu. Jeg har tænkt mig at lave indlæg, som består af billeder og mere korte beskrivelser (fordi det ved vi jo alle sammen er meget mere spændende at se på en blog ;)). Fx indlæg med sjove og pudsige ting, jeg har oplevet her indtil videre, indlæg om maden osv.

Jeg er klar til et år - aqui no Brasil.

Tchau :)

São Luís - Maranhão

Jeg tænkte, det kunne være en god idé lige at smide to billeder op af den by, jeg skal tilbringe mit år i. 

Her ligger São Luís

Og her ser I selve byen ;)